Her får du vores bud på en lækker juleand med en fantastisk smagfuld sovs til.
Vi har egentlig i flere år brugt at grille vores juleand, men det resulterede ofte i, at vi ikke rigtig fik så meget stegesky til sovsen. Så vi blev for et par år siden enige om at prøve at lave en langtidsstegt and i ovnen i stedet for - og det har vi absolut ikke fortrudt. Denne metode giver både en super lækker, saftig og smagfuld and, der er så mør at det nærmest falder af benet og så giver det mere ro juleaften fordi anden jo bliver smidt i ovnen først på dagen, så der er god tid til fx at se Disneys juleshow og spille pakkespil eller hvad man nu gerne vil bruge sin juleaftensdag på. 🎲🎁
Opskriften her har en samlet tilberedningstid på ca. 6 timer (inkl. ca. 30 minutters arbejdstid til klargøring og 30 minutters hviletid), så gå i gang i god tid. Vi plejer at gøre anden klar lige inden frokost - så passer det med, at vi spiser omkring kl. 18.
Det skal du bruge:
1 hel and, ca. 3000 g med indmad
1 økologisk (eller som minimum ubehandlet) appelsin
15 svesker
1 stort madæble
2 kviste frisk timian
Salt og peber
2 løg i kvarte
1 L vand
1-2 kødnåle
1 stor bradepande med rist
Start med at skære æble og appelsin ud i tern. Kernehuset fjernes, men skind og skal må gerne komme med i anden.
Anden renses indvendigt, skylles og duppes tør med køkkenrulle.
Krydr anden indvendig med salt og peber.
Fyld anden med timian, svesker, æble- og appelsinstykker. Luk anden med en kødnål eller 2.
Krydr anden udvendig med salt og peber.
Krydr indmaden og læg det i en bradepande med de kvarte løg.
Læg en rist over bradepanden og læg anden med brystet nedad på risten.
Sæt anden midt i en kold ovn og tænd på 130 grader.
Hæld vand i bradepanden efter 30 minutter.
Dryppes jævnligt undervejs med stegeskyen.
Steges i ca. 5 timer til en kernetemperatur på 72 grader.
Den sidste time vendes anden, så brystet vender opad.
Hviler herefter i mindst 30 minutter på et spækbræt med et dobbeltlag stanniol og et foldet viskestykke over. Parter den lige inden servering.
AndesovsStegesky fra anden
3 spsk portvin
1/2 dl fløde (brug fx soyafløde, hvis du ikke tåler mælk)
2 spsk sorghummel (du kan også godt bruge maizena, men det giver en anden smag og konsistens)
Hæld skyen gennem en sigte. Hvis anden har smidt meget fedt, kan du godt skille noget af det fra, men pas på ikke at tage for meget væk, da du så fjerner noget af andesmagen. Kog skyen op og kog den ind i ca. 15 minutter. Tilsæt portvin og fløde. Ryst en jævning med sorghummelet og lidt vand og jævn sovsen med den. Lad sovsen koge nogle minutter, så ændrer smagen sig, så den ikke er melet (helt som hvis den var jævnet med hvede 😊). Smag til med salt og peber.
Så er der kun tilbage at sige “værsgo” - nyd din lækre julemiddag. Hvis ikke du er til den gammeldags syltede rødkål kan du fx nyde den med denne friske rødkålssalat.
Glædelig Jul🎅🎄🎁
Kommentarer
Send en kommentar