Beluga salat med rejer

For nogle år siden havde MacDonalds nogle ret lækre salater på menuen - ikke at jeg egentlig er den helt store fan af Mac'en, men det er bare nemt en gang i mellem. Lige den salat med belugalinser som de havde i en periode synes jeg faktisk var rigtig lækker som en hurtig madpakke. Desværre forsvandt den forholdsvis hurtigt ud af deres menukort igen og erstatningen med hummus er bare aldrig rigtig blevet nogen favorit hos mig. Så i mangel af den gode salat måtte jeg jo selv i gang med at kokkerere.
Det er blevet til dette lækre antiinflammatoriske måltid - som jo desværre ikke er lige så nemt og hurtigt som den fra mac'en, men det smager altså super godt.

 Opskrift til 2 portioner

Fyldet:
100 g spidskål
75 g gulerod

Lage:
1/2 dl havtornseddike (eller anden god lys eddike)
1 tsk honning
1/8 tsk stødt spidskommen
1/8 tsk stødt koriander

1 dl beluga linser
2 dl vand

150 g optøede rejer

Dressing:
1/2 dl god olivenolie
2 spsk havtornseddike (eller anden god lys eddike)
2 spsk vand
25 g revet peberrod
1 spsk kapers
1 spsk sennepsfrø
1/4 tsk friskkværnet peber
1/4 tsk salt

Rens spidskålet og snit det fint. Skræl gulerødderne og riv dem groft.
Lun eddiken og kom honning, sennep og krydderier i. Rør godt sammen.
Hæld lagen over kål og gulerødder og vend det godt rundt.

Kog belugalinserne.
Mens de koger laves dressingen. Kom det hele i en minihakker og blend det sammen til en dressing.
Vend de varme linser med dressingen - på den måde trækker de mere smag fra dressingen. Lad dem stå og trække på køl i nogle timer.

Hæld lagen fra grøntsagerne og fordel det på to tallerkner. Fordel belugalinserne oven på og slut af med rejerne.

Kommentarer