Glutenfri nissefryd

Som så mange andre kan julestemningen ind i mellem drukne lidt i hverdagens travlhed, gaveræs og meget andet. Til stor irritation for børnene. Det hjælper dog som regel når huset dufter godt af småkager.
For mig er den ultimative julesmåkage, nissefryd. Det er en småkage som min mor fandt en opskrift på i et dameblad, da jeg var barn. Og den gik rent ind lige fra første bid og har hængt ved lige siden. Nu er den så blevet konverteret til en glutenfri version, så hele familien kan nyde den. Og mine egne børn er lige så vild efter den, som jeg selv var som barn.

En nissefryd skal være lækkert sprød, smelte på tungen og smage af mandler, choklade og cocktailbær. Den skal laves med smør, så den får den helt rigtige smag. Hvilket også er grunden til at jeg ikke har forsøgt mig med en mælkefri version.

Opskriften her rækker til ca. 25 stk, så hvis man er en hel familie, der skal smage er det en god ide at lave en dobbeltportion, for de er ret så vanedannende.

150 g Semper fin eller anden fint glutenfrit mel
50 g flormelis
105 g smør
1 tsk vanillesukker
25 g hk mørk chokolade
25 g hk mandler
25 g hk cocktailbær

Start med at veje chokolade, mandler og cocktailbær af. Hak alle 3 ingredienser, ikke for groft, men heller ikke alt for fint.
Vej alle de tørre ingredienser af i en stor skål.
Skær smørret ud i mindre tern.
Bland smørret og det hakkede fyld op i melet og ælt kort dejen sammen. Det er vigtigt at dejen ikke æltes for meget. Så vil smørret begynde at smelte og fedte, så man ender ud med mindre sprød småkage! Har man meget varme hænder kan man med fordel skylle dem i koldt vand inden og evt også undervejs i æltningen.
Når dejen er samlet, trilles den til en 3-4 cm tyk pølse. Pak dejrullen ind i husholdningsfilm og læg den koldt mindst 1 time.
Når dejen er helt kold og hård skæres den i 3-4 mm tykke skiver.
Læg skiverne på en bageplade og bag småkagerne i 7-9 min ved 200 grader. Kagerne er færdige når de begynder at brune i kanten.
Lad småkagerne ligge flad på en rist, evt oven på et stykke bagepapir og køle af, så bliver de dejligt sprøde.

Når kagerne er kølet helt af kan de lægges i en kagedåse. I en kagedåse kan de godt holde sig lækre og sprøde i et par uger - hvis de altså ikke er spist inden.

Kommentarer