“At rejse er at leve” - også med cøliaki

“At rejse er at leve” som H.C. Andersen skrev. Men er det nu også det med cøliaki? JA absolut, hvis man spørger os.



Det er efterhånden ved at være en del år siden vi startede op med diæt. Og dermed også en del ferier siden.
Når man kigger rundt i forskellige facebook-grupper og lignende for os med cøliaki er det tydeligt, at det for mange kan være overvældende at tage på ferie, særligt i udlandet, når man er en eller flere med cøliaki.
Her i familien har det da også givet lidt bølger i starten for “kan det overhovedet kan lade sig gøre at få en god ferie, når man ikke tåler gluten?”
Selvfølgelig kan det dét! Det hele handler om den rette indstilling og afstemning af forventninger til, hvad der praktisk kan lade sig gøre! For hvis man forventer at alle steder liiige ligger inde med et luksusudvalg af glutenfrit brød, så bliver man med garanti skuffet. Akkurat som hvis det var herhjemme!

De fleste steder kan de dog servere noget glutenfrit, særligt hvis man godt kan leve med at få serveret et godt stykke kød med en slags kartoffel og grønt.
“Ja, men det er da synd for børnene, at de ikke kan få en pizza.” Den har jeg da hørt nogle gange efterhånden. Og ja det er det da, tildels, hvis det er det man vænner dem til. Hos os har vi lagt vægt på at få en masse andet god mad og så tænker de faktisk ikke over det, når vi ikke italesætter at det kan vi jo ikke. Det tidspunkt det egentligt har været det største problem er faktisk, når vi har rejst med andre som ikke har forståelse for, at det er trist at se andre spise pizza, når man ikke selv kan få.

Og netop pizzaen er faktisk en af grundene til, at vi er blevet glade for Tyskland. Det er nemlig der vi først har stiftet bekendtskab med Vapiano. Vapiano er en kæde af italiensk inspirerede restauranter, der ligger spredt ud over bl.a. Tyskland. (Men findes i flere europæiske byer, herunder også i København) Mange af de større byer langs de store motorveje gennem Tyskland lægger matrikler til dette himmerige.
Det fede er, at de kan lave lækre, velsmagende glutenfrie salater, pizzaer og pastaretter.
Så folkens, der er ingen undskyldning for at spise sig af med en bakke slatne fritter på motorvejen. Brug det kvarter ekstra og slå et slag ind i en af byerne og få dejlig oplevelse med top lækker mad. (Ja jeg ved godt, at det er en lidt større udfordring for dem der kører med campingvogn. :-)) Det kan dog være en fordel med lidt tyskkundskab, da det ikke er alle medarbejdere, der forstår så meget Engelsk. MEN med ordet glutenfrei og måske lidt hjælp fra google translate kommer man altså langt.

Vi har efterhånden gjort os erfaringer i en del europæiske lande. Nogle steder med bredere udvalg end andre, men der er altid noget at spise, hvis man altså er åben for andet end bare fast food.
Vores erfaring er, at man faktisk kan finde rigtig mange gode ting som er glutenfrit, hvis man kigger sig lidt for, ikke alt er markeret med glutenfrit. Bl.a. har vi fundet nogle lækre "røstier" med emoji motiver i REWE til stor glæde for børnene, for den slags er de bestemt ikke vandt til herhjemme.


På dette års ferie i Tyskland var vi heldige i både REWE, ALDI og LIDL, det var de butikker der var i vores nærområde. Men vi har også tidligere haft heldet med os i REAL, Famila og EDEKA. Og selvom nogle vil påstå at de tyske butikker ikke har noget, så har vi nu fået en ny ting at hente med hjem; Dulano leberwurst grob! Det er LIDL's eget mærke, men netop den postej findes ikke i de danske LIDL, desværre. Så der må handles stort ind til fryseren, når turen går sydover.


Hemmeligheden bag en god ferie er planlægning og grundige overvejelser af hvad du forventer at spise på turen.
Stil dig selv disse 3 spørgsmål:
1. Hvordan vil jeg bo? I ferielejlighed, på camping eller på hotel.
Det hele kan lade sig gøre, også all-inclusive. Fordelen ved at bo i ferielejlighed er, at man de fleste steder har et veludstyret køkken, hvor muligheden for at bage også kan være der. Her kan man fx have færdigblandet mel med til boller (og ja nogle kan faktisk godt røres med håndmixer). På nogle campingpladser, ihvertfald i Danmark, findes der også storkøkkener med ovn og her har mange jo også selv diverse remedier med til madlavning. På hotel er man som regel afhængig af, at andre laver mad til en, uanset om det er all-inclusive eller halvpension. Vores erfaring er, at de større og mere velrenommerede hoteller har et vist udvalg af glutenfrit, både morgen, middag og aften. Nogle steder skal man dog spørge efter det og andre steder er det kun tilgængeligt på nogle af hotellets serveringssteder. Vælger man en typisk charter rejse er det også altid en god ide at kontakte rejseselskabet inden man booker.

2. Hvordan vil jeg komme på ferie? Bil, fly eller evt andet.
Tager man på flyrejse kan man medbringe lidt brød i kufferten, hvis man vil være på den sikre side. En kør-selv-ferie åbner mulighed for at medbringe mere mad end fly.

3. Kan jeg leve af kød og grønt på min ferie?
Kan man det behøver man ikke planlægge så grundigt, det er nemlig en mulighed i langt de fleste lande. Vil man dog gerne have brød, pasta og pizza, så er det en god ide at researche området inden man bestiller sin ferie.




Så alt i alt er der altså flere veje til en god glutenfri ferie, alt efter hvor meget arbejde man gør sig inden, hvad man vil leve af og hvor meget man vil lave selv på ferien.
Intet er umuligt det hele handler bare om hvad vi forventer!

Så rigtig god ferie til Jer alle.





Kommentarer