Hindbærsnitter

Noget af det jeg godt kan savne i glutenfri version er en god hindbærsnitte. Før i tiden bagte jeg det jævnligt, men har haft svært ved at ramme den helt rigtigt i en glutenfri version, så den ikke virkede tør og smuldret. Det er endelig lykkedes.
Så her får I opskriften på glutenfri hindbærsnitter.


Til 7 stk skal bruges:

200 g semper fin mix (evt. Schär mix B)
100 g smør
70 g flormelis
2 æggehvider
Ca 1 dl hindbærsyltetøj

Ca 150 g flormelis
2-4 tsk kogende vand
Ca 25 g (1/2 pose) multifarvet glutenfri krymmel

150 g af melet, flormelis og smør smuldres sammen. Dejen samles med æggehviderne og æltes med de sidste 50 g af melet.
Dejen hviler koldt 10-30 minutter til dejen er nogenlunde fast, men ikke sten hård.

Tænd ovnen på 200 grader.
Del dejen i to dele og rul dem ud mellem to stykker bagepapir til to lige store rektangler på ca 4-5 mm i tykkelsen.
Den ene smøres med syltetøjet og den anden lægges over.
Bages herefter i 20 minutter.

Der laves glasur af flormelis og kogende vand. Den skal være tyk i konsistensen.
Mens kagen er varm lægges glasuren ovenpå og drysses med krymmel.
Kagen skæres ud når den er let afkølet.

Kommentarer