Når man har børn som ikke må spise det samme som kammeraterne er det rart at have lidt godt i fryseren. Det er nemlig ikke altid at de andre forældre lige tænker over at der sidder en og ikke må spise den kage de har med, fordi det lige var tante Olgas fødselsdag og så bagte jeg lige en ekstra kage til børnene. Af netop den årsag har ungerne en lille godtekasse i klassen, men det er jo ikke altid lige sjovt at sidde med en pose vingummi, mens de andre sidder og smovser i lækker kage.
Vores børn er dog så heldige at deres lærere har givet lov til at vi har lidt kage til at stå i SFOens fryser. Så er det bare lige at smutte op og hente et stykke kage, når de andre har noget med.
Det der så er kunsten er at finde et kage som ikke virker tør og kedelig efter optøning og som børnene heller ikke bare lige bliver trætte af. Her kommer denne kage ind i billedet. Den er altid et hit og så er den lækker og smovset efter optøning.
1 lille bradepande (ca 20x25cm)
125 g smør
1/2 L (500g) kærnemælk
500 g sukker
240 g schär mix B (eller semper fin mix)
100 g havremel
40 g kokosfibermel
40 g mandelmel
2 tsk guargummi
4 tsk kanel
2 tsk natron
Tænd ovnen på 200 grader. Smelt smøret i en gryde.
Find en stor skål frem og hæld alle ingredienserne i på en gang. Tag en håndmixer og pisk dejen sammen.
Tag en lille bradepande, ca 20x25 cm, og beklæd den med bagepapir. Hæld dejen i bradepanden og bag kagen i 40 minutter.
Mens kagen afkøles lidt laves glasuren.
Glasur:
75 g smør
290 g flormelis
1 tsk vanillepulver
1 1/2 spsk kakao
4 spsk varm kaffe
Smelt smørret i en gryde. Hæld det en en skål sammen med resten af ingredienserne og pisk det til en jævn og glat glasur. Når glasuren er rørt sammen hældes den over den lune kage.
Stil kagen på køl indtil glasuren har sat sig.
Kommentarer
Send en kommentar